Skolens historie Lærerværelsets arkæologi
I sommerferien 1996 skulle der lægges nyt gulv i lærerværelset på Katedralskolen, og det velkendte rum, som på een gang havde personlighed og anonymitet, blev tømt for alt indhold. Derpå begyndte håndværkerne at fjerne gulvet, den sikre flade dækket af grå nålefilt, som lærerne dagligt havde færdedes på til mængder af møder og i mere end tusinde frikvarterer hvert år.
Den nuværende skolebygnings ældste dele blev indviet i 1856. I skolens årsskrifter fra denne periode er der ingen omtale af et lærerværelse. Kun “Rektors Værelse” er afsat på de gamle planer. Det lå dengang og næsten 100 år frem på 1ste sal i hovedbygningen, hvor der nu er elevtoiletter.
De elleve lærere i 1850’erne må have vandret fra klasse til klasse, eller eleverne, som talte omkring firs i den periode, er kommet til lærerne. I den lange middagspause, som først helt afskaffedes i 1971, spiste de lærere og elever, der havde mulighed for det, varm mad hjemme ligesom de fleste andre i den lille by. Møder må man have afholdt i rektors kontor eller i biblioteket.
Biblioteket fandtes fra 1856 på 1ste sal i lærernes nuværende forberedelsesrum. Da man i 1887-88 bygger første-etager på de hidtil lave sidefløje, flyttede biblioteket ind i den sydlige af dem, over Sangsalen. Det tidligere biblioteksrum kan da være blevet indrettet som lærerværelse. Det er i hvert fald sandsynligt, at der var lærerværelse her i 1910, for det år blev alle klassevinduer i hovedbygningens vestside gjort større, men i rektors kontor og i det tidligere biblioteksrum ændredes de ikke. Der var forskel på folk.
Den eneste omtale af et lærerværelse i årsskrifterne er fra 1916. Da fandtes det i det rum, som tidligere var bibliotek, altså i lærernes nuværende forberedelsesrum. Skolen havde i 1916 over to hundrede elever, men lærertallet var kun vokset til atten.
På det ældst kendte fotografi af dette lærerværelse, fra 1931-32, ses blandt andet det store bord, som i dag står i biblioteket, tavlen med navne på de mange rektorer, og en stor, højrygget sofa. Disse ting og andet fra dengang kan genfindes på Hans Staunstrups fotografier fra 1976, taget i anledning af at lærerværelset da skulle flyttes til sin nuværende plads i stue-etagen. Elevtallet var da ca. 250, og der var 24 lærere.
I stue-etagen kom lærerværelset efterhånden til at omfatte tre tidligere klasseværelser, efter at det meste af en væg mellem de to var fjernet. Og det var altså her, der i sommerferien 1996 skulle lægges nyt gulv, inden det nye skoleår begyndte med 479 elever og 49 lærere.
Da håndværkerne fjernede nålefilten, viste der sig et broget mønster af grove spånplader, hård masonit og mange lag spartelmasse, der tilsammen skulle gøre gulvet nogenlunde vandret. Under disse materialer fra slutningen af 1970’erne lå der sammenhængende gråt linoleum, lagt på i klasseværelserne omkring 1950.
Under linoliet viste der sig mere spartelmasse og det oprindelige trægulv, som man måtte vente havde ligget siden skolen blev bygget i 1856. Ferniseret og lakeret og vasket gang på gang i næsten 100 år, til det havde fået sin mørke ravgyldne farve. Brædderne i trægulvet var solidt gods, omkring 3 cm tykke og 20 cm brede. De blev holdt fast til strøerne, de tværgående bjælker, som var deres egentlige fundament, med mange skråt indhamrede, håndsmedede søm.
På undersiden af et gulvbræt midt i den sydlige del af rummet fandt håndværkerne en hilsen skrevet med blyant af deres forgængere i sidste århundrede. “Denne Golv er Lagdt af Tømmer Jesper R. Koch i Ribe d. 9. september 1866” stod der. Skriften skifter, som den gjorde netop på den tid, mellem at bruge det gotiske og det latinske alfabet. Og man kan se, at det har været svært for Jesper Koch at styre blyanten på det grove, uhøvlede træ. Folketællingerne viser, at han var født i Gram, at han dengang var 49 år, og at han boede i Skovgade 3 i Ribe. Det er en anden fortælling, men det var altså ham, som hilste.
Man ved, at allerede efter en halv snes år måtte der laves en muret forstærkning af funderingen til den nybyggede skole, fordi de nedrammede pæle, som den hvilede på, begyndte at rådne. Så nogle af gulvene har i 1866 måttet tages op og er blevet lagt igen efter reparationen. Brættet med blyantshilsenen er da også mærket med romertal XII – det har været nummer tolv, regnet fra en af rummets vægge, hvad der passer med at det lå nogenlunde midt i rummet.
Direkte under trægulvets flade var der luft, men ca. 5 cm nede begyndte et lag af sandblandet, gråt ler. Lerlaget var 3½ cm tykt og hvilede på et tæt dække af brædder, “indskuddet”, som i enderne hvilede løst på lister, der var sømmet på strøbjælkerne et stykke over jordoverfladen.
Lerlaget er blevet lagt vådt på indskudsbrædderne og omhyggeligt glattet. Det skulle isolere mod jordkulde og træk og optage mindre mængder af fugtighed. Det har også dæmpet lyden, når man gik på gulvet. Forståelsen af lerets isolerende evne rækker tilbage til oldtiden i Danmark, og det er blevet anvendt ganske som på lærerværelset i byggerier til omkring 1960.
De mange korte indskudsbrædder blev nu alle fjernet, ved at det skrøbelige lerlag over dem blev vippet ned mellem strøerne. Dette indskudstømmer var allerede gammelt i 1856. Det var tydeligt, at det var genanvendt materiale, skåret op på stedet, så det passede i banerne mellem strøbjælkerne. Der sad mange kraftige, bukkede søm i det fra tidligere anvendelser. De fyrreskove, som træet stammer fra, må have groet i 1700-årene, og under meget forskellige vilkår, som årringenes bredde og bræddernes vægt fortalte. Tømmeret er næppe fra Danmark, men blev antagelig indført fra Norge, som dengang var del af det danske rige.
På et enkelt af indskudsstykkerne fandtes et kraftigt indskåret mærke. Det kan være bogstaverne EØ eller et bomærke eller måske en slags talbetegnelse, stammende fra en auktion eller lagerplads. “Det er skåret med et V-formet billedskærer-jern”, sagde pedel Henning Skov Nielsen, som selv er snedker.
I enkelte baner mellem strøerne var lerlaget fjernet og erstattet med fint, mørkt sand i en senere arbejdssituation. For at hindre sandet i at sive ned mellem indskudsbrædderne var der direkte på dem lagt baner af vægtapet af papir. Den mest imponerende af disse tapetrester havde et mønster af mørkbrune bladranker med gyldne kanter, på baggrund af endnu mørkere brune og dybblå lodrette bånd.
“Dette tapet kunne have oplevet rømningen af Dannevirke og faldet af skanserne ved Dybbøl i krigen 1864”, sagde registrator Aage Andersen fra Den antikvariske Samling, da han blev rådspurgt om dets alder. Denne dramatiske datering fortæller dog ikke, hvornår lerlaget i denne bane er blevet fjernet, for her var også brugt et andet tapet med sølvfarvede blomster og bladmotiver på lyserød bund, som bestemtes til at være fra omkring 1910.
I en halv meters afstand fra ydervæggen i begge de oprindelige klasserum, hvor radiatorerne nu sidder, var der intet dække over indskudstømmeret, men spredte tapetrester tydede på, at der også her på et tidspunkt har været isoleret med sand. Disse tapeter var af en billigere kvalitet fra perioden 1930-45.
Spredt oven på lerlaget fandtes tomme papæsker til søm, to nedstrygerklinger, en del høvlspåner og to flaskekapsler. Også et penneskaft, nogle musegnavede hasselnødder og et lille stykke tavlekridt havde fundet vej herned. En kuvert stemplet i Sverige i 1953 viste at de tilbagevendende forstyrrelser af gulvene rakte godt op i tiden.
Da alt indskudstræet var fjernet, og lerstøvet havde lagt sig, stod rummet omsider på jorden. Alle strøerne var og er stadig klodset op på genanvendte mursten til en højde af 10-12 cm over jordoverfladen. Og under rummets bærende sydvæg sås nu en del af den undermuring, der havde erstattet det rådnende piloteringstømmer i 1866, da tømrer Koch lagde gulv.
Mellem strøerne kunne man nu se flere kasseformede ventilationskanaler, to i hvert af de oprindelige rum, lavet af tæt sammensømmede planker. De gik på tværs af rummet, antagelig fra de jernriste, som udefra kan ses i begge etager af skolens ydermur mod Sviegade. De må stamme fra skolens opførelse, og da de er lukkede i forhold til omgivelserne, har de måske tjent mere til ventilation af rummene end af selve bygningen. Dette system fungerer ikke mere og kan vel undværes på grund af den moderne opvarmning og belysning i rummene.
Langs lærerværelsets ydervæg under de nu uisolerede indskudsbrædder, sås de nuværende varmerør, som vel har erstattet andre på samme sted. De løber i en bred, muret kanal, gravet ned i jordoverfladen. Ifølge årsskriftet fra 1916 fik skolen centralvarme allerede i 1888, og de fjorten kakkelovne, man kan tælle på de ældste planer, forbundet med seks skorstene og med meget arbejde, må da være blevet sat ud.
En hurtig nedgravning i selve jordbunden mellem strøerne viste ned til ca. 60 cm’s dybde kun ganske tørt, mørkt og sammenskridende sand. I sandet lå et enkelt randskår af sort jydepottegods fra omkring 1850 og et bund-/sideskår af hvid fajance, måske fra en mælkekande omkring 1860.
Flere steder i jordbunden i rummets nordlige del fandtes rødsorte klumper af al: sandkorn, der et stykke under jordoverfladen er blevet fast sammenkittet af nedsivende meget jernholdigt vand. Al forekommer typisk under hedernes lyngbevoksning, og det var forbavsende at finde dét og sandet her, da 1856-skolen blev bygget på Puggaards gamle havemuld, som rektorerne havde dyrket i mere end 500 år.
Den ældste plan over skolen i årsskriftet fra 1856 viser imidlertid, at grunden, der byggedes på, hældede i nord og øst, netop hvor lærerværelsets rum nu ligger. Alklumperne, som ikke var et sammenhængende lag, og sandet stammer derfor antagelig fra påkørt materiale, der er hentet i en sandgrav i hedeomgivelser uden for byen.
Mens containeren i den feriestille skolegård nu stod fyldt med nålefilt, spånplade, masonit, linoleum og gamle gulvbrædder, ankom det nye gulv. Ikke som i 1856 med hestevogne efter at være kommet med skib fra Norge, men med lastbil fra savværket i Jels, hvor man havde fået tømmeret med jernbane fra München i Sydtyskland. Og ikke brædder af Fyr, men af Douglasgran.
De nye gulvplanker ville nok have forbavset håndværkerne fra 1800-årene, hvor man ønskede størst mulig ensartethed i tømmeret. I det nye gulv er nogle planker næsten fyrre cm brede, mens andre er knap tyve. Og den enkelte planke kan mindskes 5-6 cm i bredden fra rod mod topende. Derved udnyttes træet bedre og får efter vore dages smag mere liv.
Den gamle isolering med ler på indskudstømmer er nu erstattet af Rockwoolplader, lagt på galvaniseret tråd, som er spændt ud mellem de oprindelige strøer. Det gør lyden anderledes, når man går på gulvet. Men plankerne er stadig, som i 1866, samlet i længden med en løst indskudt liste, fjeren, der passer ind i noten, den udstansede fordybning i naboplankens side. Det færdiglagte gulv med farveskift fra rødbrunt til gullighvidt repræsenterer således både nye og gamle materialer og løsninger.
Som ved andre arkæologiske undersøgelser stod iagttagerne til slut med nogle svar, men også med nye uløste spørgsmål. Om funktionen og alderen af nogle af de installationer, der en kort tid havde været synlige. Og om de mange arbejdsprocesser, der gennem 140 år havde sat så forskellige spor. Men det stod atter klart, hvis man skulle have glemt det, at en af forudsætningerne for at skolens lærere kan sprede deres boglige viden, er håndværkeres praktiske kunnen.
De mange stykker indskudstræ fra de norske skove mødte i vinteren 1996-97 deres egentlige skæbne og brændte, 200 år forsinket, op som CO2 og varme. Men under det lyse gulv, hvor 53 lærere nu atter læser, spiser, planlægger, ler, diskuterer, ser ud i luften eller skynder sig, ligger nede i den tørre stilhed mellem strøerne stadig to af de flotteste stykker af det gamle indskudstræ, som let holder mål med det nye gulvs bredeste planker. Hvad der står skrevet på dem, vil tiden vise.
Torkil Funder